Blå toner er min tredje roman, og endnu en gang har jeg trukket tydelige tråde fra psykologien. Bogens afsæt er nemlig den sorgdiagnose, som i skrivende stund er ved at blive implementeret verden over, og som betyder, at sorgen potentielt kan blive syg, hvis den er for tung og varer for længe. Alene dét var nok til at få mig i gang med at skrive, og siden kom så min idé om at tage udviklingen et skridt længere og opfinde verdens første medicinske behandling af sorg.
Hurtigt dukkede også bogens fire hovedkarakterer op: Thorsten, den psykologiprofessor, der får mistanke om snyd i et forsøg med den nye sorgmedicin. Anna og Shadi, de to specialestuderende, som han allierer sig med, selvom de hver især har rigeligt at kæmpe med. Og endelig Elisabeth, den kvinde, som oprindeligt fik ideen til medicinen efter at have mistet sin søn.
Men hvis sorg er kærlighedens pris – og et meningsfuldt eksistentielt vilkår – hvad sker der så, når vi begynder at tage piller imod den? Da da da daaaaa…
‘Sorg er blevet en sygdom, og det rejser ufatteligt mange spørgsmål.
Anne Cathrine Bomann, der både er forfatter og psykolog, har grebet udfordringen og giver hele problematikken et etisk funderet narrativ i den fængende videnskabsroman Blå toner.
Blå toner er ikke en krimi, men et mellemmenneskeligt og urovækkende realistisk drama.’
JyllandsPosten
Jeg har ladet det meste af handlingen i Blå toner foregå i 2024 for lige at give den nye sorgdiagnose lidt tid til at falde på plads. Og det er også rigtigt, at jeg har opfundet sorgpillen Callocain til lejligheden, for indtil videre findes der ikke en pille specifikt rettet mod sorg. Men selve diagnosen er langt fra science fiction, den har været undervejs i mange år, og nu er den her. Man regner med, at den for alvor bliver indført her i Danmark i løbet af 2022-23 med den nyeste udgave af diagnosemanualen ICD, som udgives af WHO, og herefter vil sørgende altså kunne diagnosticeres med en forlænget eller forværret sorglidelse, hvis de lever op til nogle forskellige kriterier. Har du lyst til at lære mere om den nye sorgdiagnose? Så kan du f.eks. læse med her hos Det Nationale Sorgcenter, som har samlet en masse viden om både den naturlige og den komplicerede sorg.